Skak

Skakkerlakkens skak-år på nettet

Det er med stor beklagelse, at jeg må sande, at 2017 ikke var Skakkerlakkens år på skakbrættet. 6 ratede partier blev det til med mildest talt skuffende udfald. 13 blogindlæg (hvoraf halvdelen handlede om noget andet end skak) er heller ikke imponerende – og så tillader jeg mig endda at tælle dette skriv med i totalen! Nytårsforsættet må være at forbedre begge statistikker i 2018.

Dog kan jeg med stolthed berette, at bloggen er blevet omtalt i Rune Andersens spalte i Bornhoms Tidende!

Heldigvis er der mange andre, der har holdt skakfanen højt i 2017. Herunder lister jeg nogle af årets højdepunkter i mit eget lille skakunivers, som I øjeblikket primært udgøres af de digitale medier.

Nimzowitsch

GM Lars Schandorff er en alsidig mand og kan nu skrive radiovært på visitkortet. Hvis jeg ellers har talt rigtigt, er der indtil videre udkommet 38 afsnit af programmet Nimzowitsch på Radio 24Syv og herfra ytres et ønske om mange flere. Hvert program starter med et omhyggeligt udvalgt citat af legenden Aron Nimzowitsch. Citatet relaterer sig så til et eller flere partier, der gennemgås i programmet. Således starter et af afsnittene med betragtningen

“Det stolte løberpar er et frygteligt våben i den kyndiges hånd.”

Herefter viser Lars eksempel på dette i form af partiet Ellen Kakulidis – Louise Fredericia fra Nordisk Mesterskab for kvinder 2017 i det svenske Växjö. Ellen, som er med som gæst i studiet, er den kyndige hånd som dirigerer løberparret, hvilket kulminerer i følgende stilling.

Sort har lige spillet 22…Sb6-c4. Hvid i trækket.

Sort har lige spillet 22…Sb6-c4 hvorpå der følger 23.Tc1xc4! d5xc4 24.Lg2xa8 c4xb3 25.La8-g2. Selvom der blot er tale om nogle afbytninger, bevirker slagvekslingen, at brættet nu ligger helt åbent foran løberparrets fødder.

Stillingen efter 22…Sc4 23.Txc4 dxc4 24.Lxa8 cxb3 25.Lg2. Sort i trækket forsøger at aktivere springeren med 25…Sc5.

Desuden er springeren på a6 et klassisk eksempel på mantraet

En springer på randen er altid på spanden.

Læsere, der vil vide, hvad der skete efter 25…Sa6-c5 kan høre afsnittet om Dansk sølv ved NM, hvori Lars desuden bliver sat eftertrykkeligt på plads af Ellen for en indgroet vane! (ca. 16 minutter inde i programmet)

Programmets hjemmeside: https://www.radio24syv.dk/programmer/nimzowitsch

Perpetual Chesspod

Hvis man godt kan lide at lytte til skak, men ikke har mulighed for at have et bræt fremme til at følge med i partianalyser, så kan man høre Perpetual Chesspod i stedet. Den amerikanske amatør-skakspiller Ben Johnson har interviewet en perlerække af kendte amerikanske og internationale skakspillere under overskriften

Weekly interviews with movers and shakers from the chess world.

Her kan man for eksempel få 45 minutters kvalitetstid med Judit Polgar eller halvanden time med Hikaru Nakamura. Det nyeste afsnit er med Nils Grandelius, ham kan vi vel godt kalde for local hero?!

Ben er lykkedes med at finde en bred vifte af gæster med noget på hjerte. En varm anbefaling herfra.

Hør podcasts på  https://www.perpetualchesspod.com/

OutRay Chess

OutRay Chess ved Mathis Eskjær og Rune Friborg producerer anderledes skakvideoer, hvori skak, musik, storytelling og ikke mindst en masse visuelt guf går op i en højere enhed. Som i dette lille mesterværk om partiet Mikhail Tal – Vassily Smyslov fra Kandidatturneringen i 1959.

De samme personer står i øvrigt bag facebook-gruppen FUCKING SKAK og arrangementer som Det Sorte Felt og SKAKsalon.

OutRay Chess youtube-kanal: https://www.youtube.com/channel/UCVfSsCg38hOzrezIFvMz9oA

Improve your chess med Silas Esben Lund

Det er længe siden vi har set den danske IM Silas Esben Lund ved skakbrættet. De seneste år har Silas primært skrevet skakbøger for det højtansete forlag Quality Chess. I 2017 har Silas så lanceret en hjemmeside fyldt med skakmaterialer. Der er blandt andet udtræk og udvalgte opgaver fra hans skakbøger, men jeg er især glad for hans Weekly Endgame Column (liste). Silas er en stor pædagog og jeg satser stærkt på at blive en bedre skakspiller af at studere hans klummer.

Besøg Silas Esben Lunds hjemmeside her: http://silasesbenlund.com/

Chess24

Skaksitet Chess24 har, i modsætning til de initiativer ovenover, efterhånden eksisteret i nogle år. Det nye er, at Skakkerlakken er begyndt at spille lyn på deres server! I starten gik det ikke særligt godt, men efter en lang tilvænningsperiode, hvor jeg overså de simpleste taktiske vendinger, går det nu noget bedre.

Særligt et parti lyser op i min hukommelse, nok især fordi jeg udførte en manøvre, som var et tema på et af årets træningssamlinger med kvindelandsholdet.

Hvid har lige spillet 18.Sc5xa6. Umiddelbart kunne det se ud, som at Sort har sat en bonde til. Efter 18…b7xa6 hænger løberen på c6 og 18…Ta8xa6 besvares med 19.Ld3xa6. Sort har dog et vigtigt es på hånden i 18…d5-d4!! Ved at flytte d-bonden frem åbner Sort op for løberen. Desuden er bonde e3 under angreb.

Hvids bedste svar var 19.e3-e4 og efter 19…Lc6xe4 20.Sa6-c5 Le4-d5 har Sort de bedste kort på hånden, om end stillingen er materielt lige. 19.b4-b5 dur ikke på grund af 19…Lc6xg2! 20.Kg1xg2 b7xa6 og Hvids stilling ramler. I partiet blev der spillet 19.e3xd4 Td8xd4 20.Dd1-c2 De5-d5 opgivet.

Godt Nytår allesammen og de bedste skakønsker!

Reklamer

Skriv et svar!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s