Skak

…medmindre de ikke er det

Det er sommerferie og det er regnvejr. Et oplagt tidspunkt for Skakkerlakken at udforske Lucena, det teoretiske tårnslutspil, forstås. Som plaster på såret venter der et sjovt eksempel fra stormesterpraksis i næste blogindlæg.

De to hovedregler om tårnslutspil kan ikke gentages ofte nok:

Regel 1: Alle tårnslutspil er remis.

Regel 2: Medmindre de ikke er det.

Lucena-stillingen er et eksempel på regel 2. Gevinstmetoden for denne stilling finder du her på Wikipedia. Hvis du (i lighed med Skakkerlakken) har glemt, hvad Lucena går ud på, skal du lige studere den en ekstra gang, inden du læser videre.

Som læserservice viser jeg en spejlvendt udgave af Lucena-stillingen.

Ikke remis

Philidor-stillingen fra sidste blogindlæg og Lucena-stillingen er tårnslutspillenes yin og yang. Den angribende spiller prøver at realisere Lucena, mens den forsvarende spiller kæmper for at etablere Philidor.

Hvis du lige før skippede gennemgangen af Lucena-stillingen på Wikipedia, skal du nu aflevere 5 Elo-points til Skakkerlakken!  

Vi fortsætter med følgende stilling, hvor det er lykkedes for den hvide konge at etablere sig på sjette række. (Når du er færdig med dette blogindlæg vil det stå lysende klart for dig, hvorfor det er så vigtigt for Hvid med den der sjette række.) Regel 2 træder i kraft.

Sort i trækket er fortabt.

Der truer Tb6-b8# og Sorts bedste forsvar er 1…Kg8-f8. Alternativet 1…Tg1-f1 2.Tb6-b8+ Tf1-f8 3.Tb8xf8+ Kg8xf8 4.Kg6-h7 vinder nemt for Hvid.

Følgende manøvre er værd at lægge mærke til: 2.Tb6-b8+ Kf8-e7 3.Tb8-g8. Hvid dækker bonden forfra og gør klar til at avancere med Kg6-h7 og g5-g6.

Nu indledes den næste fase i Hvids gevinstplan. Den hvide konge skal gøre plads til g-bondens avancement. Sort kan prøve at hindre dette ved 3…Tg1-g2 4.Kg6-h7 Tg2-h2+, men efter 5.Kh7-g7 er bondens fremmarch uafvendeligt. Efter 4…Ke7-f7 5.g5-g6+ Kf7-f6 6.Tg8-f8+ Kf6-e7 7.g6-g7 Tg1-h1+ 8.Kh7-g8 har Hvid endda opnået Lucena.

I stedet forhindrer 3…Tg1-h1 Hvids Kg6-h7, men nu slipper tårnet g-bonden af syne. Der følger 4.Kg6-g7 Th1-g1 5.g5-g6.

Stillingen efter 1…Kf8 2.Tb8+ Ke7 3.Tg8 Th1 4.Kg7 Tg1 5.g6. Sort er i trækket.

Hvid har gjort klare fremskridt, men er ikke i mål endnu. Planen er at gøre plads til kongen på g8 igennem Tg8-h8. Da er Hvid klar til manøvren Kg7-h7 (og om nødvendigt -g8) efterfulgt af g6-g7.

5…Tg1-h1 6.Tg8-h8 Th1-g1 7.Kg7-h7 Tg1-h1+ 8.Kh7-g8 Th1-g1 9.g6-g7 og Lucena!

En stilling af Lucena-typen. Hvid vinder.

Denne udgave af Lucena-stillingen er nemmere end den i indlæggets første diagram. Hvid kontrollerer h-linien, hvor kongen kan søge tilflugt, når der skal gøres plads til bonden.

9…Ke7-f6 10.Th8-h6+ Kf6-e7 11.Th6-h2 Tg1-g4 12.Kg8-h7 Ke7-f7 13.g7-g8D+ Tg4xg8 14.Th2-f2+ og Hvid slår på g8 i næste træk.

Det hjælper ikke med 11…Tg1-f1 12.Kg8-h8, og bonden går i mål. Ideen er ellers 12.Kg8-h7? Tf1-f7 13.Kh7-g6 Tf7-f6+ 14.Kg6-g5 Tf6-f1 med en lille fælde: 15.g7-g8D Tf1-g1+ og slag på g8! Det falder Hvid naturligvis ikke for, men Hvid har gjort tingene alt for indviklet for sig selv. Det er en god øvelse for læseren at finde en gevinstplan for Hvid efter 14…Tf6-f1.

Det orker du ikke, nej, men hvis du gør, får du de 5 Elo-points tilbage.

Værsågod at skrive din løsning i kommentarfeltet!

Reklamer

Skriv et svar!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s