Bæredygtighed · Mad · Madrester · Opskrift

Grøn Bededag

Egentlig skulle Skakkerlakken i disse dage sidde bøjet over brættet i Copenhagen Chess Challenge, men i stedet er hun endt med en snottet omgang i sygesengen. Den trofaste læser vil bemærke, at historien gentager sig. Sidste år blev jeg nemlig også nødt til at melde afbud til CCC på grund af sygdom! Og ligesom sidst gik jeg dermed glip af et møde med en ganske stærk modstander. Hvis jeg har regnet rigtigt, skulle jeg have spillet mod den svenske GM Daniel Semcesen i turneringens første runde.juice2b

Således slået ud trængte jeg til en omgang selvforkælelse. Store Bededag startede med en dejlig hjemmepresset juice på de herligheder, frugtskålen og grøntsagsskuffen nu lige kunne byde på. Resterne fra presseprocessen indgik senere på dagen i en blødgørende ansigtsmaske og i farsen til nogle saftige hakkebøffer. Som ekstra bonus fik jeg så dyrket min interesse for bæredygtigt forbrug.

 

Takket være facebook blev jeg i øvrigt opmærksom på et sjovt sammentræf. I år falder Store Bededag nemlig sammen med Jordens Dag. Jeg havde ikke hørt om denne mærkedag før, men det viser sig, at d. 22. april blev udråbt til Earth Day af FN helt tilbage i år 1970 for at sætte miljøforurening på den internationale agenda. I 2009 fik mærkedagen den mere højtidelige betegnelse Den Internationale Moder Jord Dag.

Juice

For nogle måneder siden blev vores sortiment af køkkenmaskiner udvidet med en slow-juicer. Brugt – naturligvis! Et herligt apparat, som man fodrer med alt det frugt og grønt, der egner sig til at blive spist råt, og så kommer der juice ud. Samt store mængder pulp, som er det, der bliver tilbage, når væden er presset ud af frugten og grøntsagerne. I starten var det naboens kaniner, der fik lov til at mæske sig, hver gang juiceren havde været i aktion. Men vi er flyttet, og nu er der ingen søde kaniner til at tage sig godt af “affaldet”. Mellem gåseøjne, fordi det er en stor fejltagelse at betragte biproduktet af juiceproduktionen som affald.

Jeg har hen ad vejen eksperimenteret med at bruge pulpen i omeletter, frikadeller (både méd og uden kød) og supper, og det har været en succes. Jeg har selvfølgelig nogle ideer til, hvilke typer frugt og grønt passer bedst til dit eller dat, så jeg sorterer i råvarerne, inden de skal i juiceren. På den måde kommer de ting, der skal bruges i en bestemt ret senere på dagen, ud af maskinen samtidigt og kan adskilles fra de ting, der skal bruges til noget andet.

Ambitionen er, at al pulp skal bruges, men jeg indrømmer ærligt, at det ikke altid lykkes i en travl hverdag. Pulpens holdbarhed er begrænset. Hvis den skal indarbejdes i en madret, skal det være samme dag. Det kræver planlægning.

Netop planlægningen havde jeg god tid til at tage mig af fra sygesengen. Juice – Ansigtsmaske – Hakkebøffer. Here we go.

juice1b

skærebrættet har vi fra venstre-øverst med uret: det midterste af en squash (en rest fra aftensmaden dagen før), 2 æbler, et par stykker gurkemeje og nogle skiver ingefær, nogle stilke bladselleri, en halv citron, en kiwi og en kvart ananas. I skålen er der gulerodsstænger og agurkestænger (også fra dagen før) og i plastposen en rest rucola.

Lige bortset fra æblerne, som mangler at blive skåret i mindre stykker (kernehuset fjernes ikke), går hele herligheden ind i juiceren på den måde, som det ligger frem. Nogle ting méd skræl, og andre ting uden. Generelt indeholder skrællen rigtig mange vitaminer, så medmindre noget ikke er økologisk, så ryger skrællen med. Jeg har indtil videre tre undtagelser til denne regel.

Undtagelse 1: ananas. Bortset fra det kan være svært at få fat i økologisk ananas, er skrællen meget hård. Det vil jeg gerne skåne min juicemaskine for. Jeg har dog set ananas-skræl blive anbefalet på flere hjemmesider og blogs til at scrubbe med (hudpleje altså). Jeg har ikke selv prøvet dette endnu – jeg har ikke lyst til at gnide sprøjtegifter ind i min hud heller. Men den dag jeg får fat i en økologisk ananas…

Undtagelse 2: citrusfrugter. Deres skræl indeholder mange bitterstoffer, som min juice ikke skal smage af. Så dem skræller jeg også.

Undtagelse 3: banan. Skrællen på en banan består af slidstærke fibre, der kun nedbrydes meget langsomt i naturen. Jeg ved ikke lige hvordan menneskets fordøjelsessystem ville have det med bananskræl, men jeg har ikke lyst til at prøve!

Tilbage til juicen. Nu skal ingredienserne sorteres – noget skal bruges i en ansigtsmaske, og resten skal bruges i en kødfars.

Kødfars: Squash, æbler, gurkemeje, ingefær, bladselleri, gulerødder og rucola. Disse ingredienser blev juicet først, og jeg samlede pulpen op i en stor margretheskål.

Gurkemejen røg i øvrigt i juiceren som det allerførste. Gurkemeje har en flot gul-orange farve, som smitter forfærdeligt af. Ved at starte med den, sikrede jeg at juiceren blev renset godt igennem af alle de andre “kødfars-ingredienser”, inden det blev tid til “ansigtsmaske-ingredienserne”.

Ansigtsmaske: Citron, kiwi, agurk og ananas.

Resultat: 2 store glas juice til morgenbordet…

juice3b
Knald på farven – og smagen!

… og masser af pulp.

juice4b
Øverst til venstre: agurk og ananas. Nederst til venstre: citron og kiwi. Til højre: alle de øvrige ingredienser.

Ansigtsmaske

Lidt senere på dagen blev det tid til at afprøve ansigtsmasken af citron, kiwi, agurk og ananas.ansigtsmaske1

Jeg havde forestillet mig at sidde og slappe af med et tykt lag spartel i ansigtet – som man ser det på billeder i damebladene – men det var jo lidt for naivt. For at en ansigtsmaske skal blive siddende, skal den indeholde nogle ingredienser, der “binder”. Det var der åbenbart ingen af mine ingredienser, der gjorde. Næste gang vil jeg prøve, om det hjælper på bindeevnen at blande noget A38 i, og måske noget havregryn.

Indtil da kan man fornøje sig med et billede af Skakkerlakken med frugtsalat i hele bæ’ret.

Det var måske ikke kønt at se på, men det virkede over al forventning.

Citron + agurk + kiwi + ananas = babyblød ferskenhud

På bloggen The crafty corner fandt jeg en lang ingrediensliste til hjemmegjorte ansigtsmasker. Jeg har tjekket beskrivelsen på mine 4 ingredienser af mod resten af internettets uendelige visdom og åbenbart er der tale om følgende fortrinligheder:

Citron: C-vitamin er en antioxidant, hvilket vil sige, at vitaminet kan binde frie radikaler. Frie radikaler er de store syndebukke i forbindelse med hudens aldringsproces, så en ansigtsmaske med citron i er med til at bremse processen for en kort stund. Frugtsyren i citron hjælper med at fjerne snavs og døde hudceller (det hedder “exfolierende” i damebladssprog). Det er også affedtende, så derfor skal man nok ikke gnide sig med en citron i ansigtet hver eneste dag.

Agurk: Påstås allesteds at være fugtgivende, anti-inflammatorisk og genopbyggende for huden. Men damebladet Femina går imod strømmen og skriver, at agurk hverken skader eller gavner.

Kiwi: Indeholder masser af C-vitamin, ligesom citron. Dernæst indeholder den en god mængde E-vitamin, der siges at være god mod akne, arvæv og skjolder. Desuden hjælper kernerne med at skure huden ren (“peeling”).

Ananas: Et af frugtens store fortrin er bromelain, som er et protein-spaltende enzym. Spiser man ananas sammen med kød, betyder dette at din krop har nemmere ved at fordøje kødet. I hudpleje-sammenhæng hjælper enzymet med at blødgøre huden. Et lignende enzym med det mundrette navn actinidin findes i kiwi.

Advarsel: nogle er allergiske overfor bromelain/actinidin. Hvis det er tilfældet, er det nok bedst at lade være med at smøre det i ansigtet.

Hakkebøffer

Således renset, exfolieret, hydrateret og blødgjort var det blevet tid til en god gang aftensmad. Den stod Hr. Dalsberg for, så jeg må nøjes med en kursorisk opskrift.

Pulp fra juiceproduktionen (squash, æbler, gurkemeje, ingefær, bladselleri, gulerødder og rucola) blandes med hakket oksekød, et æg og havregryn. Det er havregryn, der skal få bøfferne til at hænge sammen. Tilsæt det i små mængder indtil farsen har en konsistens, så der kan formes hakkebøffer. Tilsæt salt, peber og krydderier efter ønske. Hakkebøfferne steges naturligvis på panden.

hakkebøffer1
Saftige rustikke hakkedrenge.

Velbekomme, og #StopMadspild.

Reklamer

Skriv et svar!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s