Tennis

En tennispige

Dagbladet Information byder hver lørdag på en billedanalyse. Avisens journalister skiftes om at fortolke et aktuelt pressefoto, og åbner dermed læserens øjne for det, som billedet egentlig viser. Og ikke viser. Man skulle tro, at fotografiet er objektivt i forhold til den skrevne tekst – her får vi som læser et glimt af situationen, som den er. Efter at have læst billedanalyserne uge efter uge igennem nogle år, er det gået op for mig, at beskuerens forståelse af billedet, er alt andet end objektivt. Og det man mest af alt skal være på vagt for, er ens egne fordomme.

Jeg fik lyst til selv at lave en billedanalyse, da min svoger tog et fantastisk initiativ. Dette initiativ vil jeg fortælle mere om senere. Først billedet – og analysen.

Billedanalyse

Yalol

På billedet ser vi en ung pige. Hun holder to eksemplarer op af en bog om tennis. Hun er for ung til at være bogens forfatter, men vi kan roligt gå ud fra, at hun om ikke andet er glad for tennis. Noget af det første man lægger mærke til – indrøm det! – er pigens hudfarve. I leverpostejsfarvede Danmark er vi fortsat ikke vant til at se andre nuancer end blegfed og solskoldet, hverken i gadebilledet eller i medierne. Nå ja, medmindre man bor på Nørrebro, eller hvis det lige handler om indvandringspolitiske emner. Det er også trygt nok med et eksotisk islæt i musikken – Wafande, Barbara Moleko, Remee…

Ordet trygt er ikke helt tilfældigt valgt af undertegnede. Den menneskelige hjerne er programmeret til at være endog meget forhåndsindtaget. Hjernen kan godt lide, at tingene er som de plejer. Hjernen skal konstant bearbejde enorme mængder information, og det går hurtigst, hvis der ikke er for mange overraskelser. Input, der afviger fra normen, kræver ekstra analyse. Billedet viser en mørklødet pige, der holder en bog om tennis – nå ja siger hjernen på et splitsekund, det kan være en amerikansk pige. Ligesom Williams-søstrene. Men inden hjernen når videre, når den også at opfatte, at bogen er på dansk. Bum. Tingene er helt afgjort ikke som de plejer. Det er ikke trygt for hjernen, og en bevidst kognitiv proces overtager nu efter den indledende subliminale analyse.

Herfra afhænger fortolkningen af billedet ikke blot af hvad vi er vant til, men også af vores holdninger og viden. Holdningerne er med til at afgøre, om billedet overhovedet er interessant for os, eller om vi blot affærdiger det med et henkastet mentalt “det var da pudsigt”. Det nøjes vi ikke med her.

Hjernen kan godt lide kassetænkning, og når nu ikke dette er en afroamerikansk tennispige, hvorfra kommer hun så? Denne pige er, hendes alder og hendes begejstring for en elitær sportsgren som tennis taget i betragtning, sandsynligvis født i Danmark. Men det stiller hjernen sig ikke tilfreds med. Hendes forældre er da helt sikkert indvandrere! Skulle vi gætte, ville vi nævne Somalia. Måske ville vi også tænke på lande som Sudan, Nigeria eller Ghana. De fleste af os har kun begrænset viden om, hvordan disse landes indbyggere adskiller sig på udseendet. Somalia er top of mind.

sabatini
Gabriela Sabatini i klassisk 80er-tennisbluse.

Nu er vi om muligt mere forvirrede end til at starte med. En dansk-somalisk pige, der dyrker tennis. Hendes sweater minder ligefrem om 80ernes cremehvide bluser med striber. Strikveste med v-hals og en farvet kant. Denne pige er ikke bare glad for tennis, hun spiller selv. En dansk-somalisk pige på tennisbanen. Vi er meget langt fra det, som er hjernens referencepunkt – somaliske piger har en mor, der går med et beige tørklæde, der går over i et mørkt telt af en heldragt, og de går ikke til tennis. Det er ikke rart. Vi startede med at kigge på et billede af en sød smilende pige, og nu, nogle afsnit senere, viser det sig at vi er fordomsfulde. Meget.

Børnene fra Arbejdernes Tennisklub

Pigen på billedet hedder Yalol. Billedet er affotograferet fra en lille film, der blev lavet i anledning af et velgørenhedsprojekt til fordel for børnene i Arbejdernes Tennisklub. Børnene bor i Mjølnerparken og Tingbjerg, der i medierne gerne betegnes som indvandrerghettoer. Projektet går ud på at give børnene en oplevelse for livet – et besøg til turneringen Swedish Open i Båstad, Sverige, hvor nogle af Verdens bedste tennisspillere kan opleves på nært hold. Filmen kan ses her:

Måske har filmen blotlagt endnu en af din hjernes fordomme. Hvad tænker hjernen på som det første, når den får stikordet “somalisk mand”? Den tænker på en pirat, der tygger khat. Det billede er hjernen blevet præsenteret for så mange gange, at det er vores første association. Læg så mærke til Yalols far i filmen, der står ved sidelinien mens Yalol og hendes lillebror er til træning. Om børnenes tennisspil siger han: “De bliver bedre til at koncentrere sig, og de bliver bedre til at tænke hurtigt. Sådan går det også praksis i det normale liv. De tænker hurtigt. De udvikler deres tanker.” 

Ringe i vandet

Hvorfor er det vigtigt, at bruge penge på sådan en tur? Er det ikke bare luksus? Nej det er ej. Disse børn bor i nogle af Danmarks mest udsatte områder, og i Arbejdernes Tennisklub har de fundet en aktivitet, som giver eftermiddagene efter skolen noget tiltrængt struktur i form af træning 3 gange om ugen. Det er íkke en selvfølge for børn i indvandrerghettoer at gå til noget i fritiden. For mange af familierne er pengene små, og desuden er fritidsaktiviteter ikke kutyme i de kulturer, de oprindeligt kommer fra. Ja, det er forældrenes eget ansvar at sørge for, at børnene har noget at tage sig til. Men for at det bliver en reel mulighed, skal de kende til tilbuddene. De skal høre om de muligheder der er, og om hvad børnene får ud af det. Hvis det lykkes at sende Yalol og hendes venner til Båstad, vil det sprede ringe i vandet i de kvarterer, hvor børnene bor. Flere børn vil begynde at gå til tennis, med alle de gavnlige bivirkninger det har.

Sus i maven

For Yalol og de andre børn i Arbejdernes Tennisklub betyder turen, at de for første gang vil opleve en stor tenniskamp på stadion fremfor i fjernsynet. I Båstad kommer de til at opleve fyldte tribuner med 10.000 tilskuere. De kommer til at opleve det samme sus i maven, som andre kender fra at besøge en udsolgt kamp på Brøndby Station – dog uden den tilhørende supporterballade! Kan de ikke bare købe en fodboldbillet? Nej, for når man ikke er fodboldfan, får man ikke suset. Børnene er tennisfans, så de skal til tenniskamp. Uden et initiativ som denne indsamling kommer de fleste af dem aldrig til at prøve det.

Suset på fodboldstadion får de fleste børn til at drømme om at nå de samme højder som Ronaldo og Messi. Suset er benzinen på bålet, det der får dem til at møde op til træning flere gange om ugen og øve finter i lange baner. Yalol drømmer om at blive lige så god som Serena Williams, og turen til Båstad vil hjælpe hende med at forfølge sit mål, selvom hun taber en kamp, selvom det er træls at skulle cykle til træning i regnvejr, selvom det tager en evighed at få bare lidt styr på serven. Og mens hun drømmer og træner og husker sit livs oplevelse i Båstad, bliver hun også formet til at tænke hurtigt, kæmpe for at opnå et mål og ikke give op.

Vej ud af ghettoen

Træningen i Arbejdernes Tennisklub øger børnenes chancer for at komme ud af ghettoen. Ved at støtte turen til Båstad styrker man børnenes chancer yderligere. Samtidigt vil det tiltrække flere af ghettoens børn til tennisbanerne – deres chancer for at komme ud af ghettoen øges ligeså.

Støt indsamlingen!

Målet er snublende tæt på at være nået. For at børnene kan komme til Båstad og se tennis, skal der indsamles 30.000 kr., hvoraf næsten 25.000 kr. allerede er blevet doneret. Har du læst med så længe, brug så 5 minutter ekstra på at besøge https://www.booomerang.dk/projects/yalols-tennisdroemme/ og berig projektet med en skilling. For donationer på mindst 150 kr. modtager man et signeret eksemplar af bogen på billedet: “Én bold ad gangen” ved Anders Haahr Rasmussen. Det er Anders, der er min svoger, og bøgerne kommer kvit og frit fra restlageret – pengene går ubeskåret *) til rejsen . Hvis målet på de 30.000 kr. ikke bliver nået, går alle pengene retur til dem, der har doneret.

Der er ingen tid at spilde, da indsamlingen slutter om 3 dage.

*) Crowdfunding-sitet http://www.booomerang.dk tager 5% provision af den donerede sum, såfremt indsamlingsmålet er nået. Hvis indsamlingen ikke når målet, tilbagebetales alle donationer til yderne, og i så fald tager www.booomerang.dk ingen provision.

Update 08/04/2015 kl. 20.30:

Det lykkedes! Tælleren står på + 30.000 kr. Yalol og hendes kammerater fra Arbejdernes Tennisklub skal til Båstad!

I USA er de afroamerikanske tennisstjerner er en selvfølgelighed – Sloane Stephens, James Blake, Venus og Serena Williams. Og hvem ved, om vi om nogle år vil have vænnet os til dansk-somaliske tennisspillere, så hjernen som noget af det første tænker – Yalol

Advertisements

Skriv et svar!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s