Design · Fodbold · Konstruktion · Mode · Skitse · Strik · Teknik · TV

En ridderlig herresweater

Alt imens jeg bruger alt for meget tid på mit nye legetøj OpenStreetMap, spiller skak, laver mad, gør rent, holder i hånd med hr. Dalsberg og herser med børnene, får jeg heldigvis også strikket lidt. I øjeblikket har jeg en sweater til hr. Dalsberg på pindene.

Projektet kommer til at gøre underværker for mit alt for omfattende garnlager. For nogle år siden købte jeg stort ind af Maxi Tosca fra Lang Yarns, to fabriksposer fyldt af to farvenumre. Det orangeblå garn er brugt op til sidste tråd. Det blev til en sweater til Skakkerlakken og en trøje til hendes ældste søn. Den sidste er strikket i en slags patent, der simpelthen åd garn. Det var jeg nu ikke så ked af, da jeg allerede havde set på min egen sweater, at garnet med tiden piller forfærdeligt… til gengæld er det blødt med blødt på. Men hvad skulle jeg gøre med det blågrå garn? Det måtte være en sweater til husbonden.

Inspirationen kom et ganske uventet sted fra. Et eller andet sted på nettet (facebook?) havde jeg set et sjovt billede.

gerard pique 3
En mand og sit strik.

Billedet viser en mand i et meget aparte outfit. Ridderinspireret. Måske er hans kone gået all-in med et strikkeprojekt? Who knows.

Ved nærmere eftersyn er manden en kendt mand. Det er Gerard Piqué, spansk fodboldspiller, til pressekonference inden hans hold FC Barcelona skal spille mod Paris Saint Germain i starten af december 2014. Billedet blev trykt i formiddagsaviser verden over, og alle mente han var helt til grin i dette striksæt. I øvrigt er han gift med sangerinden Shakira. Om hun strikker i sin fritid, vides ikke.

Der er bare det ved outfittet, at det tændte strikkelysten helt vildt hos Skakkerlakken. Ikke at hr. Dalsberg nu skal frygte at skulle på arbejde i brynje snart… Nej, det kan gøres meget bedre, JEG kan gøre det meget bedre.

Første trin var, at finde ud af, hvilket mønster der var brugt til fodboldspillerens trøje. Noget kabelagtigt. Et kig i min foretrukne online strikkeleksikon afslørede, at der var tale om smock! Fantastisk! Jeg elsker, når mønsterelementer der traditionelt er forbeholdt kvinder, bruges med succes i herrestrik. Og selvom Piqué ser absurd ud i sin sweater og elefanthue, så er det ikke smockstrikningens skyld.

Smockstrikning ser avanceret ud, men i virkeligheden er der tale om en slags snydekabler. Dér hvor man vil have banerne til at mødes, vikler man sit garn rund om maskerne! Videoen viser hvordan.


Se også på www.newstitchaday.com, på engelsk hedder det lazy links stitch.

Så langt så godt. Jeg har aldrig strikket smock før, så jeg lagde ud med en ordentlig strikkeprøve. Vrangbord i bunden, overgang til smockstrik, hvor jeg øgede til dobbelt maskeantal, der hvor smockstykket skulle være. Strikket bliver jo trukket sammen af omviklingerne. Jeg inddrog også nogle andre kabeltyper i strikkeprøven, da jeg kunne forestille mig, at det kunne løfte sweateren at have mere end én slags.

strikkeprøve 6
Strikkeprøve med smock og diagonale tunger (til højre)

Jeg var knapt så glad for hvordan smockstrikningen opførte sig i kanten. Den yderste bane går lige op, og ser meget massiv ud i helhedsbilledet. Derfor eksperimenterede jeg med at strikke forgrenede kabler i siden (det kan ikke ses på billedet). Desuden legede jeg lidt med diagonale tunger (på engelsk: diagonal scallops). Jeg fandt ud af, at man kan få nogle flotte grafiske effekter ved at skifte retning på tungemønstret. På billedet skifter retningen ca. en tredjedel fra toppen.

strikkeprøve 5
Closeup af diagonale tunger, der skifter retning.

Dernæst lavede jeg nogle designskitser på sweateren. Jeg har besluttet mig for, at sweateren skal have såkaldte sadelskuldre. Det betyder, at ærmerne strikkes helt op til sweaterens hals, og at skulderdelene mødes i nakken. På den måde kan man lade ærmemønsteret fortsætte hele vejen over skulderpartiet. På forsiden kommer sweateren derimod til at se mere traditionel ud. Den skitse jeg viser her, forestiller sweaterens ryg.

Sweater knight 1 back
Sweaterens rygside

I øvrigt er skulderpartiet ikke tegnet helt korrekt. På skitsen ser det ud som om man helt udelader at strikke ærmekuppel, men i virkeligheden strikkes der en halv ærmekuppel, mens den midterste del af ærmet fortsætter over skulderen.

Og så kommer jeg som sagt ikke til at strikke smock hele vejen. I siderne kommer der til at være omvendt glatstrik samt forgrenede kabler. Jeg er begyndt på et ærme, og det ser sådan her ud:

ærme 3
Ærme med smock og forgrenede kabler.

Mønsterstykket med de forgrenede kabler og smockstrik passer til hvor bredt skulderpartiet skal være. Siderne med omvendt glatstrik bliver således bredere opad ærmet, indtil ærmekuppelen skal formes.

ærme 1
Closeup af ærmet.

Tiden vil vise, om sweateren til hr. Dalsberg vil tage sig bedre ud end sweateren til Piqué. En ting er sikker, den kommer nok ikke til at få mere medieopmærksomhed end det, jeg skriver på bloggen!

Advertisements

Skriv et svar!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s